Jeg elsker kriser og migræne

suffering kinga-cichewicz-FVRTLKgQ700-unsplash

Forklaring følger på den lidt provokerende overskrift – meeeen du får den først til aller-allersidst, så hold ud:

 

Af og til vågner jeg med en migrænelignende hovedpine.

Den gør mig ude af stand til at passe ”mine pligter”, holde mine aftaler, møde op, præstere, knokle, være ekstrovert…

 

Det er frustrerende, for en af mine (stærke) værdier er ”at overholde aftaler”, være til at regne med, være pålidelig, holde ord, gøre det jeg siger o.s.v.

 

Det kan jeg jo ikke, når jeg er syg med migræne/hovedpine.

 

 

Så hvad betyder det?

 

For mig betyder det, at min krop fortæller mig, at der er noget, der er ude af balance. Noget der ikke stemmer overens inde i mig.

 

Hovedet er symbol på den kalkulerende del af mig, hjernen regner noget ud, hjernen beregner resultater, laver regnestykker, er rationel.

Den er sat ud af spillet, når jeg har migræne/hovedpine.

 

For mig er det et tegn på, at jeg skal lade være med at kalkulere, regne ud, beregne, være så rationel eller ”følge flokken”.

 

I stedet skal jeg bruge mit hjerte, mine følelser, følge mine værdier, gøre det der føles sandt og naturligt for mig.

 

 

For mig er det unaturligt at lave det samme dag ud og dag ind.

Jeg kan godt, men det keder mig og inspirerer mig ikke, jeg prøver at passe ind i en bestemt kasse – og jeg presser mig selv.

 

Det samme sker i min rolle som mor, når jeg kommer til at falde ind i en rolle, der ikke er i overensstemmelse med mine værdier: Jeg mener, at forældres fornemste rolle er at gøre deres børn selvstændige og selvkørende – og at de skal ud og stå på egne ben, når de er 18 år.

Så skal de ikke bo hjemme længere.

 

Når jeg ikke lever op til det og tillader, at mine voksne børn i perioder flytter hjem igen og falder ind deres ”børne-roller” og jeg falder ind i rollen som ”forældre-skaffedyr” og ”fikser”, så går jeg jo imod mig selv.

Jeg gør både dem og mig selv en bjørnetjeneste – for det er ikke godt for nogen af os og holder os fast i et gammelt mønster. Jeg viser dem indirekte, at jeg ikke tror, de kan selv. Og jeg gør noget, jeg dybest set ikke vil.

 

Så får jeg migræne. Eller en frossen skulder. Så jeg kan mærke, at der er noget, jeg skal justere på.

Og det gør jeg så: Ungerne får besked om at flytte ud inden en bestemt dato.

Min migræne forsvinder.

Ungerne finder selv ud af tingene….

= win-win 🙂

 

 

Jeg trives med at tage en ny udfordring op, lære nyt, se muligheder, følge min begejstring og tjene min løn på forskellige måder, så der kommer mindre beløb fra flere steder.

 

Det er ikke det, skolesystemet og ”samfundet” har lært mig. Jeg passer ikke ind i den ene kasse, der fx hedder ”journalist”, ”akademiøkonom” eller nogle af mine andre uddannelser, for jeg er så meget mere end det (- og det er du jo også).

 

Når jeg har prøvet en ting nogle gange, så har jeg lyst til en ny udfordring, jeg elsker at lære nyt – og det bliver ofte set som noget dårligt, har jeg lært:

 

  • ”Du kan ikke stilles ved noget”.
  • ”Man kan ikke bare fare fra det ene til det andet”.
  • ”Du er ikke til at regne med”.
  • ”Du må bare holde ud i dit job”.
  • ”Man kan ikke leve af det der”.
  • ”Hvorfor vil du prøve noget nyt, når du har et godt job?”.
  • ”Hvorfor vil du tage en ny uddannelse, når du har en i forvejen?”
  • “Når du har sagt A, må du også sige B”

 

 

Det er sætninger, jeg har hørt bl.a. fra min mor og min far.

 

De er ikke positivt ment – og de indeholder selvfølgelig en bekymring for mig, som tager udgangspunkt i DERES erfaringer.

Så de har ikke sagt det i en ond mening, tværtimod.

 

De er ikke opdraget til at gå efter det, de trives med.

De er opdraget til at gå efter det, der sikrer dem en stabil indtægt, giver dem tryghed, stabilitet, ro, sikkerhed – og i deres generation kunne man ikke bare tage flere uddannelser, for det var der ikke råd til eller mulighed for.

 

Jeg er fra en anden generation – men jeg har alligevel brugt de første 35 år af mit liv på at tilpasse mig de sætninger, jeg nævnte herover.

 

De sidste 20 år har jeg så brugt på at aflære dem og prøve at finde min egen vej.

 

Først skulle jeg gå ned og ramme bunden med invaliderende og smertefuld stress, før jeg sagde mit faste job op og i stedet blev selvstændig.

Så knoklede jeg for vildt i mit firma som selvstændig – fordi jeg har lært, at det skal være hårdt arbejde, før det er noget værd.

 

Når det blev for vildt, blev jeg bogstaveligt talt lagt ned med: invaliderende ondt i ryggen, galopperende høfeber, diarré, migræne, frossen skulder o.s.v.

Min krop hjalp mig til at tage den pause, jeg havde brug for og den tvang mig til at sige nej og sige fra.

 

Jeg forstod ikke, at det var muligt for mig at gøre noget andet eller arbejde på en anden måde, som ville virke langt bedre.

For eksempel:

  • at tage den med ro,
  • at tage små skridt eller mindre skridt
  • at bede om hjælp i stedet for at klare alt selv,
  • at tiltrække ting/ordrer/muligheder i stedet for at jagte dem,
  • at sige fra overfor grænseoverskridende mennesker og endda smide dem ud af mit liv,
  • at lade være med at forklare mig men blot stå fast o.s.v.

 

Jeg troede ubevidst ikke, at det var en mulighed ”for sådan en som mig” – det var noget, andre mennesker havde lov til. Ikke jeg.

 

Jeg dulmede ved at tage et par glas rødvin, når jeg følte mig træt, låst, frustreret, glad – og udviklede et alkoholmisbrug. Da jeg blev klar over det, fik jeg hjælp til at komme ud af det.

 

Jeg gav slip på ”bedøvelsen”. Man kan jo bedøve eller dulme sig selv på mange måder: alkohol, arbejde, træning, mad, stoffer, hash, sove meget, rengøringsvanvid m.m.

 

I stedet mærkede jeg nu (alt for) tydeligt ALT – det var overvældende.

OG det var en smuk mulighed for at begynde at gøre noget andet, end det jeg plejede.

 

De sidste 20 år har jeg stille og roligt – og ret ubevidst – skabt muligheder, som alle bidrager til min indtægt hver måned og samtidig til min egen heling og fornemmelse for mig selv.

Nogle af dem bidrager kun et par gange om året – andre bidrager kun hver fjerde-femte år. Nogle bidrager med småbeløb – andre med større.

Nogle bidrager kun én enkelt gang.

 

Tilsammen udgør de et fundament, hvor jeg ikke har satset alt på ét bræt.

Og jeg har en varieret hverdag med ro og tid til de basale og simple ting, jeg elsker: mine høns, min have, naturen, familien, alenetid, bøger, kreative projekter, mødet med mennesker.

 

 

I denne såkaldte krisetid bliver tingene vendt på hovedet. Vi bliver presset på områder, vi ikke er vant til. Vi får også muligheder, vi ikke er vant til.

 

Når jeg skriver ”såkaldt” er det fordi, ordet krise faktisk betyder ”en afgørende vending eller pludselig forandring” – og det kan jo være positivt eller negativt.

 

Det behøver ikke (kun) at være negativt.

Jeg vælger at se det som noget positivt, at posen bliver rystet og puslespillet kan lægges på en ny måde.

 

Ja, det kan være utrygt.

For nogle er det en katastrofe – og det anerkender jeg fuldt ud.

 

Og samtidig er det jo en illusion, at vi mennesker har kontrol.

Ingen har lovet os i morgen.

Døden er et vilkår for os alle. Vi ved, vi skal dø, vi ved ikke hvornår – og vi kommer alle til at opleve at miste familiemedlemmer, venner, naboer, kolleger.

Ingen har lovet os, at vi aldrig bliver fyret eller at verden forbliver den samme – det gør den ikke, den udvikler sig.

 

 

Vi kan vælge at gå ned eller vi kan vælge at gå med.

Vi kan vælge at se efter nye muligheder, nye begyndelser, som vi aldrig havde kunnet forestillet os.

Vi kan ikke regne det ud.

 

Det eneste, som vi kan kontrollere en smule, er os selv og vores egen lille ”have”.

 

Kriser er et vilkår for os alle. Vi ved, at ingen af os bliver forskånet for tab, smerte, uvished, svære valg.

Vi kan vælge at gå i drama og fortvivlelse og gå ned – eller vi kan gå med.

 

Det lyder letkøbt – sådan er det ikke ment.

Jeg har selv oplevet min del af det hele – og jeg øver mig i at se læringen i de ting, der sker for mig og bruge udfordringer til udvikling i stedet for stagnation.

Det lykkes ikke altid, men ofte gør det.

 

Som Henry Ford sagde: ”Hvad enten du tror, du kan, eller du tror, du ikke kan, så har du sikkert ret”.

 

Han sagde også: ”Fiasko er muligheden for at begynde igen på en mere intelligent måde”.

 

 

Jeg vil slutte af med dette citat, som passer virkelig godt på mig selv:

 

“Det er ikke svært at træffe beslutninger, når man kender sine værdier”.

 

 

Jeg har meget stærke værdier, og jeg bliver syg, når jeg glemmer at følge dem.

Min krop er min hjælper og medspiller – og nu forstår jeg, hvad den fortæller mig.

 

Derfor elsker jeg kriser og migræne.

 

 

Tak til dig, fordi du læste med.

 

P.S.: Jeg har et begrænset antal Visdomssamtaler pr telefon i februar måned – skal en af dem være din?

Du kan læse om Visdomssamtaler lige hér. 

 

P.P.S.: Trænger du til Corona-sikker luftforandring? Så er mit skønne retrætehus Fjordglimt Writers Cottage i skrivende stund ledig i uge 6 og delvist i uge 7 – du kan tjekke det ud lige hér.

 

N.B.: Du kan også booke en retræte i Fjordglimt – læs mere lige hér. 

2 Comments

  1. Tom K. Demming den 6. februar 2021 kl. 16:52

    BRAVO.!!

  2. Mike Rømer den 7. februar 2021 kl. 3:34

    Hmm. Jeg er ikke ikke helt enig i dine overvejelser, og det behøver jeg heldigvis heller ikke at være. Måske har jeg været heldig med mit livsforløb, hvor jeg meget tidligt satte mig det mål at blive arkitekt og at skrive om møbeldesign og arkitektur. Det skete allerede, da jeg gik i 8. klasse på Skovshoved Skole, og det mål har jeg forfulgt lige siden. Selvfølgelig har der været en del benspænd undervejs og et par kriser – også personlige kriser – men alt i alt må jeg sige, at jeg har været god til at forfølge og fastholde mine mål og bevare såvel nysgerrighed, tvivl og kritik. I oktober1977 fik min daværende kone og jeg Andreas, og en måned senere fik jeg job hos møbelarkitekt Svend Ellekær, der havde tegnestue i Kgs. Lyngby. Der var jeg i fem år og lærte en masse, plus at jeg fik mine tvillingedøtre Rikke og Sofie i marts 1981. På samme tid arbejdede jeg som chefredaktør på tidsskriftet Rum og Form og lavede blandt andet et jubilæumsnummer af R&F om Finn Juhl, som fyldte 70 år i 1982. Mødet og interviewet med Finn Juhl var ganske enestående og jeg fik en dyb respekt for hans holdninger og møbelkunst. Derefter gik jeg arbejdsløs indtil august 1983, hvor jeg blev ansat på Landbrugets Afsætningsudvalg (LAU) på Skodsborgvej i Nærum. Her blev jeg introduceret til udstillingsbranchen og arbejdede frem til april 1989 med at lave udstillinger over hele verden, samtidig med, at jeg bestred et arbejde som designredaktør for Arkitektens Forlag. Det var en fantastisk periode med en række af meget sjove og ret bizarre oplevelser, som jeg nemt kunne skrive en hel bog om i dag, selv om de fleste nok ville tro, at jeg var fuld af løgn. Det er jeg ikke, men det var virkelig vilde tider dengang. Efter min tid hos LAU arbejdede jeg sammen med en god ven og kollega – Erik Sander Solberg – som havde tegnestue på på Fælledvej på Nørrebro, lige over for Komplot Design med Lars Mathiesen, Boris Berlin og Poul Christiansen. Dem mødte vi ofte – især Lars – til en eftermiddagsøl på Café Barcelona, der lå lige ved siden af Eriks lejlighed. I 1991 slog vi pjalterne sammen med indretningsarkitekt Reidar Georg Jensen, som havde en tegnestue på Søborg Hovedgade, nord for København, og som var en gammel ven af os. Min lillesøster, Pauline, som var uddannet som tøjdesigner er par år før, rykkede også ind på tegnestuen, idet hun havde fået job som designer for tøjfirmaet InWear. Det var en utrolig sjov og spændende tid, men da jeg i foråret 1992 fik et tilbud om at blive ansat som udstillingsarkitekt hos firmaet Frontline Design i Vanløse, så slog jeg til. Indehaveren af Frontline Design hed Jørgen Olsen, og ham kendte jeg særdeles godt idet han tidligere havde haft tegnestue sammen med Erik Solberg og hans kollega Even Abrahamsen på Skjulhøj Allé i Vanløse – og i øvrigt været sammen med på vores første besøg på Salone del Mobile i Milano i 1983 sammen med en flok andre indretningsarkitekter (fed tur). Således startede et nyt kapitel for mig, for nu blev jeg ansvarlig for at designe udstillinger for nye kunder. – og dem kom der mange af. Det hylende sjovt – et rumskib, en ridderborg, en olieboreplatform, plus en mængde udstillinger for faste kunder, såvel snedkerudstillinger som med udstillingssystemet Clip, som Frontline Design havde fået eneforhandling af i Danmark. Det blev til udstillinger i hele Europa, samt Japan, USA, og Island. I foråret 2000 fik jeg et tilbud fra Wibroe Exhibitions på Østerbro i København, og det sagde jeg ja til. Her arbejde jeg så med udstillinger rundt om i Europa og Danmark, indtil jeg forlod firmaet i maj 2001 efter en langstrakt uoverensstemmelse over en udstilling i Herning og beskyldninger fra kunden om druk på arbejdspladsen. Disse beskyldninger fik mine advokater (Bech Bruun) heldigvis sat en solid stopper for, men da havde jeg fået nok af udstillingsbranchens benhårde arbejdsvilkår og smalle marginaler.

    Efter slagsmålet med Wibroe startede jeg samarbejde med min gamle ven Reidar Georg Jensen, hvor vi blandt andet lavede restauranter og forlystelscentre på Ro’s Torv i Roskilde og et hav af restauranter – 13 i alt – på storcenteret Fields, som blev indviet i foråret 2006. Det var en meget opslidende opgave – især fordi mange af vores restauratører anvendte snedkerier i de baltiske lande, som ikke havde nogen som helst respekt for hverken vores materialevalg, farvekoordinering og kvalitetskontrol. Det endte da også med, at 2/3 af restauranterne og cafeerne måtte lave tingene om. Og så var det, at jeg trak stikket: Det bøvl gad jeg sgu ikke mere at bruge tid på, så nu var det slut med at tegne nye projekter til restaurntbranchen. Derfor kastede jeg mig over skriveriet igen, og det blev en ganske indbringende forretning med bla. artikler og anmeldelser til Arkitektens Forlag, pressemeddelelser til diverse designfirmaer – herunder Louis Poulsen – og artikler og anmeldelser til tidsskrifter som Indretningshåndbogen og Byggeri + arkitektur, og ikke mindst en bog om Finn Juhl og Onecollection i 2013, som jeg er meget stolt af.

    Jeg tror, at jeg vil bruge ordet mæt om mit virke som designer, indretningsarkitekt, designskribent og forfatter. Jeg synes, at jeg har nået alle mine mål og kan se tilbage på et levet liv, hvor jeg har haft det utroligt sjovt med de både mest søde, skæve og mærkelige mennesker, jeg har mødt. Det er jeg meget glad for.

Efterlad en kommentar