Hold fødderne i hjulsporet – eller fifty shades of darkness

Fotoet er taget på min aften-hundeluftetur – og hunden er med på billedet……

Der er også stjerner – bag skydækket…

 

Jeg bor et sted laaangt ude på landet, hvor vi ikke har gadelys – og jeg elsker det. Den nærmeste større by med mange gadelygter ligger tolv-fjorten kilometer væk.

 

Det vil sige, at vi herude ikke har særlig meget kunstigt lys til at forstyrre nattemørket og stjernehimlen – og det, synes jeg, er så fint.

Vi kan rent faktisk se stjernebillederne – og få fornemmelsen af at være lille i et kæmpeunivers.

Jeg elsker en gåtur i mørket ad markvejene.

 

Sjældent har jeg lommelygte eller pandelampe med, for selv om det er mørkt, er det som regel ikke kulsort.

Øjnene vænner sig lynhurtigt til mørket og pludselig dukker mange nuancer af sort frem.

Jeg kan skimte markvejens hjulspor – og med fødderne mærker jeg, når jeg pludselig træder ved siden af vejen, så jeg kan korrigere retningen og blive på vejen, så jeg ikke falder i grøften.

 

Er det overskyet, trænger lys fra månen og stjernerne som regel svagt igennem.

 

På sådan en tur sanser jeg meget mere og er mere bevidst og til stede, end hvis jeg lyste med en lygte.

For så ville jeg kun se det, som lysskæret fanger og blive blind for alt det andet, der er der.

 

Uden lys hører jeg mere, jeg aner en flagermus’ lydløse, glidende bane og skimter tre rådyr i elegante spring over marken.

En flok ænder skælder rappende ud og letter fra søen på pløjemarken, da vi passerer.

 

Det skræmmer mig ikke, tværtimod, jeg er vokset op i en skov, hvor jeg også tit gik eller cyklede hjem gennem mørket og lyttede til nattens dyr og lyde.

 

Tværtimod nyder jeg roen og trygheden i mørket.

Uden forurening fra menneskeskabt lys eller larm fra trafik.

Jeg føler mig som en lille del af noget stort, når jeg kigger op på stjernerne på nattehimlen.

En pause til mit system.

 

Det er den samme evne, du træner, når du går en ny vej i dit liv eller i din forretning.

Øjnene skal vænne sig til mørket, og lidt efter lidt ser du nuancerne.

Du sætter den ene fod foran den anden og bevæger dig fremad.

Du føler underlaget under fødderne: Er det grus eller græs? Er det hjulsporet eller er du på vej ned i grøftekanten?

Du mærker efter med foden og føler hjulsporet. Nu har du retningen. Sætter den ene fod foran den anden, mærker hjulsporet.

 

Når du har prøvet det et par gange i mørke, er det piece of cake i dagslys.

Efterlad en kommentar